Jeg er i mine gemmer faldet over et par gamle breve fra midten af 90-erne, hvor jeg var forperson – dengang formand – for LBL, Landsforeningen for bøsser og lesbiske – nu LGBT+ Danmark.
Jeg var af og til i medierne, og det afstedkom ind imellem hadebreve. Det var jo før e-mailen, facebook og nyhedssidernes kommentarspor på nettet. Så hvis man ville udspy sine ytringer, måtte man finde pen og papir og kuvert og frimærke frem og bagefter gå turen ned til postkassen. Og det var der altså nogen, der gjorde.
Brevene er sendt til min daværende privatadresse og ikke til foreningen. Det ene brev er ganske kort:
Altså:
Åbent brev til en landsforrædder.
Avnerne skal han opbrænde med en uudslukkelig ild.
Lukas. 3.14.
Kaj Munk
Sætningen med avnerne er ganske rigtigt fra Lukasevangeliet, og er en passage om Jesus, som lægger hveden i sin lade, men brænder avnerne, et billede på at ryge i helvedet. Hvor det så lige er, Kaj Munk kommer ind i billedet får stå hen i det uvisse.
Brevet gjorde ikke noget uudsletteligt indtryk på mig, men jeg noterer mig, at nogen har syntes, at det var nødvendigt, jeg fik meddelelsen.
Det andet brev er der mere schwung over. Brevet var addresseret “Hr Røvpuler Søren Lauersen” (ingen af brevskriverne kunne stave mit navn rigtigt). Jeg boede på det tidspunkt i et nu hedengangent bøssekollektiv, hvor vi var seks bøsser, der boede sammen i en stor lejilighed. Brevet havde her en ikke ubetydelig underholdningsværdi.
Det må vitterligt være en lidt ældre skribent, for brevet er forfattet med gammel retskrivning. Jeg har åbenbart optrådt i Berlingske Tidende, og det har fået herren til at fare i blækhuset.
Hr eller Fru Søren Lauersen
Ja du maa undskylde jeg ved ikke rigtig om det er Hr eller Fru indenfor Bøsserne er der jo både og.
Jeg er saa gammel at vi i Jylland altid sagde Røvpulere og det bliver jeg ved med. Tror du at folk af jeres Slags vil fortælle det aaben, de løber vel ikke op og ned ad gaderne og raaber jeg er Røvpuler - jeg er Kusseslikker. Nu du i Berl.Tid. gaar ind for at I skal være synlige, var det saa ikke en god Idé nu om Dage hvor alt kan opdages, hvor enhver Kvinde kan faa at vide, alt om sine Børns Arveegenskaber Gener & Hormonantal o.s.v. Jeg hører at det ogsaa er muligt at få at vide om et Foster vil blive homoseksuel til den ene eller anden side.
Hvis jeg led af Lyst til Røvpuleri ville jeg være interesseret i om det ikke kunne helbredes eller hvis det blev opdaget i Fostertilstanden, saa faa det fjernet, på den måde kunne man jo i løbet af en Generation eller to få udryddet Homoseksualiteten i Landet. Saa ville Befolkningen respektere jer. Nu er I ved at komme for meget frem i Lyset.
Tænk Socialdemokratiet har en Folketingsmand og en Minister i Regeringen, henholdsvis som Sundhedsminister og sundhedspolitisk Ordfører. Naar man er Røvpuler er man Syg abnorm unormal, ens Gener og Hormoner er unormalt fordelt, saa er man ikke normal, det kan vist ikke bortforklares.
[Navn og adresse]
Logikken og grammatikken halter grumt, men intentionen er ikke til at tage fejl af. Og det ér dog tankevækkende, at man på et tidspunkt, hvor man ikke lige kunne nedfælde sit brok i et kommentarspor på en hjemmeside, har gjort sig den ulejlighed at skrive et brev og poste det. Modsat kommentarsporet har det kun én modtager. Det er først nu, hvor jeg lægger det frem her, det bliver en offentlig fremstilling af et synspunkt.
Hvis brevene havde været sendt til foreningen, var de røget i mappen med sjove breve. Men det var ikke altid man kunne lade folks ytringer fare med et skuldertræk. Det værste jeg har oplevet af den slags var engang i første halvdel af halvfemserne. Foreningen boede i Knabrostræde, hvor forhuset rummede både bibliotek, bogcafe, landssekretariat, Aidslinjen og STOP AIDS kampagnen, og øverst oppe Københavnsafdelingen og Radio Rosa. Jeg var tekniker på radioen på det tidspunkt. En aften havde jeg åbenbart afviklet en udsendelse alene, for jeg var næsten alene i huset. Da jeg kom ud i opgangen så jeg, at hele gelænderet og alle dørhåndtag og nøglehuller var smurt ind i lort. Der var en rådgiver fra Aidslinjen, som ikke havde turde gå ud, så jeg fulgte hende ned, og advarede opgangens eneste private beboer om, hvad der var sket.
Hvis man studser over, at nogen ville gøre den indsats at lave og sende et brev, så er det dog en endnu større indsats, der skal til for at lave et sådant freudiansk hærværk i en hel opgang. Og denne gang, var der ingen, der lo.
[Du kan finde alle vores historieartikler via punktet LGBT-HISTORIE i menuen for oven.]