Hvordan stemte folketingspolitikerne på LGBT-forslagene i tiden fra partnerskabsloven til nu? Det fortæller LGBT-komiteens store oversigt over lov- og beslutningsforslag i Folketinget 1985-2022 om. Der er knap 140 forslag i alt incl. ændringsforslag. Hvad var intentionen med det enkelte forslag? Hvad var intentionen med stemmeafgivelsen? Og hvad var konsekvensen af udfaldet for LGBT-personer? Det er nogle af de ting, du kan få svar på i vores oversigt.
Perioden dækker næsten fire årtier, og det betyder selvfølgelig, at der har været forandringer i det politiske landskab. I 80-erne og 00-erne sad blå blok på regeringsmagten, i 90-erne var det rød blok, og i 10-erne var det ca. halvt om halvt.
De forslag, der fremmer LGBT-rettigheder kommer altovervejende fra rød blok, mens modstanden mest kommer fra blå blok. Men billedet er ikke entydigt.
80-erne
I 80-erne var det rød blok, der gennemførte banebrydende lovgivning udenom Schlüter-regeringerne, hvilket førte til retlig anerkendelse af par af samme køn, først ved forbedringer i arveloven, siden med den historiske indførelse af det registrerede partnerskab.
Endvidere gennemførtes et forbud mod diskrimination på grund af seksuel orientering, et forslag af SF og de Radikale. Det blev stemt igennem af Socialdemokraterne, SF og de Radikale, hvilket kun lod sig gøre, fordi et helt usædvanligt stort antal folketingsmedlemmer stemte blankt (hverken for eller imod).
90-erne
Den første Nyrup-regering havde deltagelse af Kristeligt Folkeparti (nu Kristendemokraterne), som blokerede for tiltag på vores område. Siden røg de ud, men det emne, der blev det store emne i 90-erne, nemlig børnefamilierne, delte vandene i Socialdemokratiet, så her ver der ingen samlet rød blok. Det var da også tre socialdemokrater, der stillede det ændringsforslag til lov om kunstig befrugtning, der betød et forbud mod behandling af lesbiske og enlige. Andre socialdemokrater kæmpede bravt imod, men der kunne ikke samles flertal på tinge, så forbuddet blev gennemført af blå blok og et delt socialdemokrati og et delt SF. Forbuddet var altså ikke et regeringsforslag, og forskellige fraktioner i partierne stillede ændringsforslag i forskellige retninger. Næsten alle partier var mere eller mindre splittede.
Politikerne gennemførte et forbud fordi de ikke ønskede at have et medansvar for, at der kom faderløse børn til verden via kunstig befrugtning. Til gengæld kunne man godt se behovet for, at de børn, der faktisk kom til verden i regnbuefamilier, burde have muligheden for to juridiske forældre. Blå blok kæmpede hårdt imod, men rød blok gennemførte adgangen til stedbarnsadoption indenfor det registrerede partnerskab, det vil sige, at den ene partner kan adoptere den anden partners barn. Siden 1999 har et barn altså kunne have to juridiske forældre af samme køn, to kvinder eller to mænd. Også her var Danmark først.
Debatten om kunstig befrugtning fortsatte. Forbuddet gjaldt alene læger, hvorfor det var muligt for jordemoder Nina Stork at åbne en inseminationsklinik. Det faldt mange politikere for brystet, og et forslag fra Kristeligt Folkeparti om at udstrække forbuddet til at gælde alle blev vedtaget af blå blok og en god håndfuld socialdemokrater. Det var ved en andenbehandling, og ved tredjebehandlingen faldt det endelige lovforslag, så forbuddet blev aldrig udvidet.
Det handlede ikke kun om børn, og under Nyrup fremsatte regeringen også forslag om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet. Det inkluderede forbud mod forskelsbehandling på grund af seksuel orientering – dog skulle ministeren skubbes lidt for at få det kriterie med. Lovforslaget blev stemt igennem af rød blok mod blå blok.
00-erne
Valget i 2001 betød, at blå blok overtog statsministeriet under Anders Fogh Rasmussen. Valget betød også, at folketingsgrupperne i rød blok blev mindre splittede, end de var tidligere. Gennem 00-erne skubbede rød blok vedholdende til LGBT-dagsordenerne. De fremsatte et stort antal lov- og beslutningsforslag, som typisk ikke fandt flertal i salen. Men de satte retningen for udviklingen.
Dog, ved valget var der også kommet mere progressive medlemmer ind i V, og de var parat til at gå imod partilinjen. Det betød, de lagde de afgørende stemmer til et forslag fra rød blok om at ophæve forbuddet mod kunstig befrugtning til lesbiske og enlige. Fogh stod fast overfor regeringspartneren, de Konservative, og ville have forslaget til tredjebehandling, hvor det blev endeligt vedtaget.
Men den blå regering havde også enkelte egne initiativer. Da regeringen fremsatte forslag om en større revision af straffeloven, herunder indførelse af strafskærpende omstændigheder ved hadforbrydelser, blev de omhandlede kriterier taget fra den eksisterende antidiskriminationslovgivning, og det betød, seksuel orientering var omfattet. Og i forbindelse med, at regeringen tilsvarende foreslog en lang række regelforenklinger på det familieretlige område, indgik et forslag om at sidestille statsborgere fra andre nordiske lande med danske statsborgere i kriterierne for adgang til at indgå registreret partnerskab.
Og så var den blå regering den første til at skabe forbedringer på transområdet. I en større revision af navneloven indsattes en bestemmelse om, at ministeren kan fremsætte regler om transseksuelles adgang til skift af fornavn. Det er første gang transpersoner omtales eksplicit i en dansk lovtekst, og første anerkendelse af transrettigheder uden kønsskifteoperation. I samme folketingssamling (2004-05) skabtes sundhedsloven, en meget omfattende lov. Herefter kan tilladelse til kastration for første gang gives specifikt med henblik på kønsskifte. For begge disse lovforslag gjaldt, at der ingen som helst politisk debat var om transaspekterne: Ikke i folketingssalen, ikke i betænkningerne. Ikke et ord. Det er teknisk set nogle ganske små justeringer, som ingen synes at have lagt mærke til, men det er her, transpersoner træder ind i lovgivningen.
Efter mange trakasserier (rød blok havde fremsat flere beslutningsforslag herom) medtog regeringen også et forslag om adgang til stedbarnsadoption fra fødslen, hvilket løste et i praksis væsentligt problem, nemlig at stedbarnsadoption tidligere først kunne ske efter nogle måneder, hvorfor barnet, juridisk set, ikke var i familie med sin ene forælder de første måneder.
Børneområdet blev ved at udvikle sig. Blandt andet gennem et beslutningsforslag fremsat af løsgænger Simon Emil Ammitzbøll-Bille, der pålagde regeringen at fremsætte lovforslag om adgang til adoption for par af samme køn. Oppositionen – sammen med en god håndfuld Venstre-folk – vedtog beslutningsforslaget og tvang dermed regeringen til, mod sin vilje, at fremsætte lovforslaget, som blev vedtaget af rød blok, Liberal Alliance og en håndfuld Venstrefolk, mens Venstre, de Konservative og Dansk Folkeparti stemte imod.
En mængde forslag fra rød blok handler om at åbne ægteskabet for par af samme køn, sådan som det allerede var sket i en række andre lande, først i Holland i 2001. Men de blev nidkært nedstemt på stribe af Venstre, Dansk Folkepart og de Konservative.
Det er også i denne periode, at først Enhedslisten og siden hele rød blok fremsætter substantielle forslag om transkønnedes rettigheder, om navneskift, juridisk kønsskifte og adgang til sundhedsydelser mv.
10-erne
Det er derfor også en velforberedt rød blok, der trækker i arbejdstøjet, da regeringsmagten skifter side. Thorning-Schmidt-regeringen har som den første LGBT-området med i sit regeringsgrundlag. Den gennemfører tre store lovforslag på vores område.
Først kønsneutralt ægteskab, som endte med at blive vedtaget med bred tilslutning: Kun Dansk Folkeparti og enkelte medlemmer af Venstre og Konservative stemte imod. Endelig, langt om længe, kom Danmark med på vognen – det var pinligt, det skulle tage så lang tid.
Derefter kom et regeringsforslag om at føre regnbuefamilierne ind under børneloven, så man ikke længere skal adoptere sine egne børn for at blive juridisk forælder. Det blev også muligt, at når en mand får et barn med en kvinde med en kvindelig partner, at de tre kan afgøre, om han eller partneren skal være den anden juridiske forælder ved siden af den fødende, som automatisk bliver juridisk forælder. Også dette fik bred tilslutning, idet kun Dansk Folkeparti og de Konservative stemte imod. Det var den første anerkendelse af, at regnbuefamilier kan rumme flere parter end de to juridiske, og løsningen havde ikke sin lige i andre lande.
Endelig fremsatte regeringen forslag om frit juridisk kønsskifte, hvilket blev stemt igennem af rød blok mod blå blok. Danmark blev dermed det andet land i verden – og det første i Europa – til at indføre frit juridisk kønsskifte.
Da regeringsmagten igen skiftede side, og Lars Løkke Rasmussen overtog statsministeriet, blev det ikke til så meget på lovgivningssiden, men regeringen havde andre initiativer såsom den første LGBTI-handlingsplan, en omfattende plan, som blandt andet inkluderede igangsættelse af en gennemgang af lovgivningen for at identificere mangler på LGBTI-området.
Det var derfor også begrænset, hvor meget lovgivningsarbejde, der nåede at være. Enhedslisten og Alternativet fremsatte en mængde beslutningsforslag, som, med en enkelt undtagelse, ikke kunne samle flertal.
Allerede under den forgående regering havde Folketinget diskuteret de transrelaterede diagnosekoder i den danske og den internationale sygdomsliste. Det var et beslutningsforslag fra Enhedslisten, og der var bred enighed om, at transkønnethed ikke hører til under “psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser”. Forslaget blev ikke vedtaget, men blev nu taget op igen af Enhedslisten og Alternativet. Folketinget blev dog overhalet indenom af regeringen, der meldte sig parat til dansk enegang, hvis ikke WHO kunne få revideret den internationale sygdomsliste tidsnok og tilfredsstillende. Et enigt Sundhedsudvalg bakkede op om dette i beretningen til beslutningsforslaget, så regeringen og alle Folketingets partier bakkede op. Det endte i øvrigt med, at regeringen gjorde alvor af truslen om Dansk enegang og udskiftede diagnosekoderne i kapitlet om psykiske lidelser med kontaktkoder i et andet afsnit.
Ændringen af diagnosekoderne førte til et lovforsalg fra regeringen om at konsekvensrette sundhedslovens bestemmelser om kastration. I samme ombæring foresloges at ophæve forbuddet mod dobbeltdonation, når der er medicinsk indikation. Det betyder, at en kvinde, som har en kvindelig partner, og som ikke kan blive gravid med sine egne æg, kan modtage assisteret reproduktion, hvor både ægcelle og sæde doneres.
20-erne
Det leder os frem til valget i 2019, hvor Mette Frederiksen overtager nøglerne til Statsministeriet. Den lovgennemgang, der blev påbegyndt under den foregående regering, blev færdiggjort. Heri peges på juridisk kønsskifte til børn og unge (altså muligheden for i folkeregistret at blive registreret som det modsatte køn end det, man blev tildelt ved fødslen), ligesom der peges på mangler i ligebehandlings- og ikkediskriminationslovgivningen. På grund af Corona-krisen forsinkes lovarbejdet. Men de politiske linjer kridtes op.
Dansk Folkeparti, de Konservative, Nye Borgerlige og Liberal Alliance fremsætter et beslutningsforslag om at forbyde juridisk kønsskifte til børn og unge. Det forkastes med meget stort flertal. Regeringen nåede ikke at fremsætte et lovforslag, men udkastet til lovforslaget har været i høring og er, som det skal være – det vil sige unden nedre aldersgrænse. (Ikke for at spædbørn skal skifte juridisk køn, men for at transbørn, der kan få bedre livskvalitet ved det, kan få det, uanset alder).
Regeringen fremsatte også en reform af ligebehandlings- og ikkediskriminationslovgivningen, som udfyldte alle huller på LGBT-området. Det betød, at LGBT-personer også beskyttes udenfor arbejdsmarkedet, og at kønsidentitet, kønsudtryk og kønskarakteristika anføres ved siden af seksuel orientering. De Konservative, Venstre, Nye Borgerlige og Liberal Alliance modarbejdede forslaget. De Konservatives forslog, at den grundlæggende antidiskriminationsparagraf skulle ændres, så den kun beskytter de udsatte grupper mod diskrimination, såfremt handlingen medfører begrundet frygt for forstyrrelse af den offentlige orden. Forslaget blev tiltrådt af de tre andre partier, men blev ikke vedtaget. Reformen af ligebehandlings- og ikkediskriminationslovgivningen blev vedtaget med stort flertal, idet kun Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Liberal Alliance stemte imod.
Regeringen fremsatte – i forlængelse af lovgennemgangen – også forslag om en række ændringer i familieretten: Dels at børnelovens bestemmelser om kunstig befrugtning – som nu kaldes assisteret reproduktion – i regnbuefamilier skulle udvides til også at omfatte hjemmeinsemination. Dels at transpersoner, der bliver forældre, skal anerkendes i deres forældrerolles, det vil sige, at en transmand registreres som far og en transkvinde registreres som mor. Og endelig rettelse af en gammel fejl i navneloven. Der var igen bred opbakning, kun Dansk Folkeparti stemte imod. (Nye Borgerlige var ikke til stede ved afstemningen men indstillede i betænkningen sammen med Dansk Folkepart forslaget til forkastelse.)
Endelig fremsatte regeringen forslag om, at barselsorlov i en regnbuefamilie kan deles med de juridiske forældres eventuelle partnere. Forslaget blev til gennem en aftale mellem regeringen og Enhedslisten, SF, de Radikale, Alternativet og Venstre. Forslaget blev stemt igennem med et stort flertal, idet kun de Konservative, Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Liberal Alliance stemte imod. Et væsentligt fremskridt i anerkendelsen af de ikke-juridiske forældre i regnbuefamilier.
Du kan downloade oversigten nedenfor. Du kan også downloade et dokument med forklaringer til oversigten.
Oversigten indeholder henvisninger til
