Ministerspørgsmål om LGBT komiteen

Mai Villadsen (EL) har startet sæsonens arbejde med at stille det første ministerspørgsmål fra Folketingets Ligestillingsudvalg i denne samling, og det handler om LGBT komiteens arbejde. Hun spørger nemlig minister for fødevarer, fiskeri og ligestilling, Mogens Jensen (S), om han vil kommentere komiteens positionspapir om juridisk kønsskifte for børn og unge, som vi sendte til Ligestillingsudvalget.

Herudover beder hun ham også fremlægge regeringens overvejelser om emnet.

LIU alm. del Spørgsmål 1

Vil ministeren kommentere henvendelsen til ligestillingsudvalget (alm. del, bilag 5,2018-19, 2. samling) om juridisk kønsskifte fra LGBT komiteen og desuden fremlægge sine overvejelser vedrørende en ny aldersgrænse for juridisk kønsskifte?

I positionspapiret opstiller LGBT komiteen en model for implementering i en dansk kontekst af juridisk kønsskifte for børn og unge, hvilket ikke er gjort før. Vi fandt det imidlertid hensigtsmæssigt at være proaktive ved at skabe et bud på en konstruktion, også for derigennem at sætte barren højt.

Det er over et år siden, den daværende regering fik vedtaget en LGBTI-handlingsplan, og i forlængelse heraf blev nedsat en tværministeriel arbejdsgruppe, som skulle se på juridisk kønsskifte for personer under 18 år. Der er endnu ikke fremlagt noget fra arbejdsgruppen. Med positionspapiret er der skabt et sammenligningsgrundlag, når arbejdsgruppens overvejelser offentliggøres.

Du kan læse mere om positionspapiret her: Lad ikke misforståede hensyn stå i vejen for en ordentlig løsning

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *