LGBT komiteen anbefaler sundhedsminister Sophie Løhde (V) at tilbagetrække sit lovforslag om ændring af ugegrænsen for den fri abort (L 126). Vi har ingen bemærkninger til lovforslagets hovedindhold, altså ugegrænsen for den fri abort. Til gengæld er det stærkt problematisk, at regeringen har ændret ordlyden gennem både lovforslaget og bemærkningerne til lovforslaget. Her har den sneget en grundlæggende ændring ind, nemlig at skrive “en gravid kvinde” i stedet for “en gravid”.
Det kan måske umiddelbart se uskyldigt ud, men det er det absolut ikke.
Ureglementeret fremgangsmåde
Når regeringen vil fremsætte et lovforslag laves først et lovudkast, som sendes i offentlig høring. Baseret på høringssvarene, kan regeringen foretage ændringer i udkastet for derefter at oversende det reviderede udkast som et lovforslag til Folketinget, der som lovgivende forsamling vedtager eller forkaster det. I den aktuelle sag sendte sundhedsministeren et lovudkast i høring. Lovudkastet var formuleret på samme vis som den eksisterende lovgivning, det vil sige uden brug at kønnede ord. Heri stod netop “den gravide” og ikke “kvinden” eller “den gravide kvinde”. Lovudkastet handlede alene om ugegrænsen for den fri abort. Efter høringen har regeringen foretaget en række ændringer frem til lovforslaget, de fleste af dem i samklang med karakteren af en høringsproces.
Men derudover har sundhedsministeren altså valgt at ændre sprogbrugen. Der var intet i lovudkastet, der indikerede en sådan ændring. Sprogbrugen var fastlagt ved lov tilbage i 2014, idet man dengang gennemførte en række konsekvensrettelser som følge af indførelsen af frit juridisk kønsskifte. Det er denne konsekvensrettelseslov, der nu søges rullet tilbage. Omskrivningen af det aktuelle lovudkast kan derfor ikke ses som redaktionelle ændringer, men som en revision af lovhjemlet sprogbrug. LGBT komiteen mener ikke, dette kan ske ved at snige ændringerne ind i et ikke-relateret lovforslag. Vil man rulle den lov tilbage, må man lave et lovforslag herom og sende det i høring.
Lovsjusk
Det er ikke kun fremgangsmåden, der er problematisk. Der er en grund til, lovgivningen er formuleret, som den er. Det er for at den skal være præcis. Det var netop begrundelsen for i sin tid at gennemføre konsekvensrettelsesloven. Dermed sikrede man, at alle, der skulle være dækket af loven, var omfattet. Ved at genindføre kønnede begreber gives der køb på præcisionen.
Dermed bringer man sig i konflikt med en lang række bestemmelser i vejledningen om lovkvalitet. Den må siges at være et meget fint måleinstrument til evalueringen af lødigheden af lovforslag, og her er konklusionen helt utvetydig: Dette er lovsjusk.
Og det er lovsjusk med konsekvenser, for det betyder, at transpersoner skrives ud af lovteksten. Man forsøger at råde bod på det ved at indsætte en passus i bemærkningerne til lovforslaget. Men fra et retssikkerhedsmæssigt synspunkt, er der forskel på, om noget er lovhjemlet, eller det sidenhen skal fortolkes ud fra nogle bemærkninger til et lovforslag.
Antiwoke populisme
Det er høringssvarene fra Dansk Kvinderåd og Jordemoderforeningen, der ønskede ordet kvinde indsat i loven. Deres begrundelser er som følger:
“Kvinderådet bemærker, at konsekvent i lovforslaget anvendes begrebet ‘den gravide’, og nogle steder ‘denne’ eller ‘person med livmoder’. Kvinderådet forholder sig stærkt kritiske overfor dette og bemærker, at det primært er kvinder, der gennemgår graviditet og aborter. Kvinderådet ønsker, at det anerkendes, at moderniseringen af lovgivning på abortområdet er et vigtigt skridt for kvinders grundlæggende ret til egen krop, selvbestemmelse og ligestilling.”
“Jordemoderforeningen bemærker, at man i lovforslaget har valgt et sprogbrug, hvori man undlader at italesætte, at langt størstedelen af de personer, der skal gennemgå en abort, er kvinder. Jordemoderforeningen bemærker, at der til abortspørgsmålet er knyttet et stærkt ligestillingselement, og at det derfor er vigtigt at italesætte, at det er kvinder, der er gravide, og ikke blot ‘personer’.”
Begge organisationer anerkender altså, at loven omfatter flere end kvinder, men mener, at dette lille mindretal skal skrives ud af loven i ligestillingens navn. Det er helt uforståeligt, hvordan indførelsen af upræcist sprogbrug i lovgivningen skulle gavne kønsligestillingen i Danmark. Juristerne i Sundhedsministeriet havde gjort deres arbejde korrekt, da de skrev lovudkastet. I høringsnotatet giver ministeriet ikke anden begrundelse for ændringerne, end at de sker som følge af høringssvarende, hvis hele indhold på området altså er gengivet ovenfor. Der gives altså ikke en juridisk eller lovteknisk begrundelse for ændringerne.
Det er derfor svært at se ændringen som andet end antiwoke signalpolitik.
Det er ærgerligt, at sundhedsminister Sophie Løhde (V) gør sig skyld i denne forseelse. Hun har tidligere stået i front i anerkendelsen af tranpersoners rettigheder: Tilbage i 2016 valgte hun, også dengang som sundhedsminister, at lade Danmark gå enegang i depatologiseringen af transidentiteter: Danmark nedlagde transdiagnosekoderne, der befandt sig i kapitlet ‘Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser’ til fordel for kontaktkoder i et nyt kapitel. Beslutningen var, at Danmark ikke skulle vente på arbejdet med en ny diagnosefortegnelse i WHO, et arbejde, der trak i langdrag. Ellen Trane Nørby (V) overtog kort efter posten som sundhedsminister og blev den, der gennemførte beslutningen.
På det seneste er Venstre imidlertid begyndt at købe ind på antiwokismens kønsideologi – se fx. antiwokismen er en hadideologi.
