Mit indlæg i Jyllands-Posten for en uge siden:
https://jyllands-posten.dk/debat/breve/ECE17851672/antiwokismen-er-en-hadideologi/
Antiwokismen er en hadideologi
Af Søren Laursen
Det er hårdt at opføre sig ordentligt. Det kræver noget af hver enkelt af os. Hvor vi tidligere talte om politisk korrekthed, er det i dag begrebet woke, der bruges til at retfærdiggøre tilsidesættelse af hensyn.
Der er meget stærke kræfter både i udlandet og herhjemme, der samler sig om denne kamp. Antiwokismen er allestedsnærværende, og den sælger sig selv som fornuftens fortaler, men den er alt andet.
Antiwokismens hylekor gik helt i selvsving, da en opmærksomhedssøgende provo besluttede sig for at skifte juridisk køn, for at han kunne svinge sit lem i kvindernes omklædningsrum. Det er med vilje, jeg skriver ”han”, for han har selv i pressen forklaret, at det bare er en gimmick, en protest mod loven om juridisk kønsskifte.
Han ville vise, hvor forkert den er. Men episoden viser jo det modsatte, at loven fungerer korrekt og hensigtsmæssigt: Der er snart gået 10 år, siden loven trådte i kraft, og antallet af transpersoner, der har benyttet sig af den og fået et bedre og mere værdigt liv, må nærme sig 3.000.
Det gav ikke anledning til nogen problemer. Men da en ikke-transkønnet stillede sig an i en svømmehal, mente hele antiwokismens parnas, at nu skulle transerne kanøfles. Og kanøflet blev de – af det borgerlige kommentariat og ikke mindst med bøllebank i bidragssporet på de sociale medier. Men det stoppede ikke der.
Den opmærksomhedssøgende provo har efterfølgende udøvet hærværk mod et maleri, der ikke var hans eget; en handling, der kostede ham en fængselsstraf. Den mente han sig i sin ret til at kræve afsonet i et kvindefængsel.
Det blev meget pinligt, da daværende ligestillingsminister Marie Bjerre (V) på den baggrund erklærede, at wokismen var gået for langt. Hun benyttede episoden til at argumentere for, at nu var ligestillingsbestræbelserne i forhold til transpersoner kommet ud på et overdrev.
Man må antage, at ministeren udmærket var klar over, at en dømt ikke selv bestemmer, hvor der skal afsones, og at det var utænkeligt, at hans ønske ville blive imødekommet. Men det var jo igen en lejlighed til at svinge krabasken over transpersoner. Hun harcelerede blandt andet over, at lovgivningen gøres kønsneutral, for eksempel i forhold til reproduktion.
Men når vi er nogen, der arbejder på at få skabt denne kønsneutralitet, så handler det ikke om radikaliseret kønseksercits. Det er trods alt et endog meget lille udsnit af befolkningen, der læser lovparagraffer. Det handler derimod om, at vores lovgivning skal være præcis. Det skal være muligt for en dommer at træffe afgørelser uden tvivl om paragraffernes betydning.
Alle, inklusive ministeren, burde værdsætte, at børns og forældres retsstilling er veldefineret, når et barn kommer til verden. I stedet skrev hun et smædeskrift mod transpersoner.
Det leder hen til næste punkt. Mennesket er et pattedyr. Vi kommer som hanner og hunner og vupti, så er der flere af os. Så er vi nogle hanner, der foretrækker hanner, og nogle hunner, der foretrækker hunner, og så kan vi jo ikke få børn med os selv. Derfor er det almindeligt, at bøssepar og lesbiske par får børn med hinanden. Der er tale om, at fire mennesker beslutter sig for at stifte en familie for sammen at skabe rammen om et barns opvækst. Derfor taler vi om op til fire forældre.
Det er derfor en retorisk stråmand, når modstandere forsøger at afspore debatten ved med overbærende mine at tale om, at man jo så lige så godt kunne være 10 forældre, sådan som det skete i folketingssalen forleden.
Venstres formand, Troels Lund Poulsen (V), følte sig herefter kaldet til at stemple ind i debatten: »Stop Nu! Et barn kan ikke have fire forældre!« Og hykleriet vil ingen ende tage, når synspunktet forsvares med hensynet til barnets bedste.
De fire forældre, der har besluttet at stifte familien, er tvunget til mod deres vilje at skabe et hierarki imellem sig. To af dem kan blive juridiske forældre, de to andre er i lovens forstand fremmede. Det giver mange praktiske problemer i dagligdagen for en ikke-juridisk forælder, såsom at man ikke kan repræsentere sit barn i en skolebestyrelse, at man ikke kan vælge en skole i sit skoledistrikt, at man ikke har registerindsigt på sit barn og så videre.
Men allerværst er angsten for at miste kontakten til sit barn ved en konflikt. Netop risikoen for konflikt er det mest almindelige argument mod flere juridiske forældre. For traditionelle familier er praksis de seneste årtier blevet at sikre, at barnet bevarer kontakt til begge forældre. Der er stor viden om, at det er bedst for barnet at opretholde en god relation til begge.
Modsat mener højrefløjspolitikerne, at i en regnbuefamilie er det bedst for et barn, at to af dets forældre kan strittes ud af dets liv fra den ene dag til den anden. Hvor familieretten generelt er et sikkerhedsnet, som binder familier sammen med ansvar og forpligtelser, som skal sikre barnet i både gode og dårlige tider, så handler familieretten for regnbuefamilierne om at splitte familierne i gode tider og prisgive dem i dårlige tider.
Og skal vi tale om barnets tarv, så er der i hvert tilfælde en ting, der er helt sikker: At det ikke skaber tryghed i et barns liv, når toppolitikere og et utal af for barnet helt ukendte mennesker med store armbevægelser belærer det om, at det kun har to forældre, når det nu har fire. Barnet ser fire forældre. Loven ser to forældre og to fremmede. Antiwokisterne ser en familie, man kan nedgøre.
Når jeg ovenfor talte om hanner og hunner, er det selvfølgelig for at slå et andet tema an: Antiwokisternes slogan om, at der er kun to køn. Vi ved allesammen godt, at mennesket er et pattedyr. Men det handler om noget andet.
Hvis jeg ser et menneske med fuldskæg, tænker jeg, at dette er en mand. Der kunne være tale om en transmand. Det vil jeg i almindelighed ikke vide, for jeg ser blot det køn, vedkommende udtrykker. I et frit og rummeligt samfund vil et menneske udtrykke det køn, vedkommende føler. Eller mere præcist, vedkommendes kønsudtryk vil være i overensstemmelse med vedkommendes kønsidentitet.
I et intolerant samfund vil vedkommende derimod udtrykke sit ved fødslen tildelte køn, fordi vedkommende er bange for at være sig selv. Indtil for ganske få år siden levede næsten alle transpersoner i Danmark i skabet. Når vi taler om kønsidentitet handler det ikke bare om hanner og hunner, men om mænd og kvinder. Ikke bare gener, men kultur i form af kønsroller, kønsstereotyper, væremåder, beklædning og så videre.
Med andre ord, noget, der til stadighed forandrer sig, og noget, man kan synes i større eller mindre grad passer på en selv. Når antiwokisterne råber op om, at der er kun to køn, så er det ikke fornuftens stemme, så er det kønspolitiets knippel.
Antiwokisterne er her og der og allevegne med deres budskab om, at der er kun to køn, og et barn har kun to forældre. De fylder det offentlige rum med deres synspunkter. De gør det som en vækkelsesbevægelse, hvor de fremmaner problemer, der ikke rigtigt er der, for at legitimere at gøre transpersoner og regnbuefamilier til syndebukke. De skaber utryghed blandt børn og voksne, når de propaganderer for, at majoritetsbefolkningen skal modsætte sig hensyn til minoriteter.
Lad mig derfor sige det helt utvetydigt: Antiwokismen er en had-ideologi.
[Bragt i Jyllands-Posten 8. februar 2025]
