Det er med den største sorg, jeg må meddele, at min gode veninde og medaktivist gennem mange år, Tina Thranesen, er gået bort.
Tinas betydning for udviklingen af transrettigheder i Danmark kan ikke overvurderes. Hun har stået helt centralt og vedholdende med en flid og en omsorg for detaljen, der er uden sidestykke. Transrettighederne har udviklet sig lynhurtigt på bare to årtier, og i al den tid har Tina været den, der sad med pennen og med et øje på alt relevant der skete på Borgen, i ministerierne og i styrelserne.
Hun dokumenterede alt og delte ødselt sin viden gennem Vidensbanken om kønsidentitet, en hjemmeside alle vi andre trygt kunne gå til og vide, at her fandt man veldokumenteret og troværdig viden fra den mest omhyggelige formidler.
Tina foretrak samarbejdet og engagementet med andre. Hun slog sine folder, først i TiD og det nu hedengangne Trans-Danmark. Jeg blev oprindeligt opmærksom på hende på det tidspunkt, hvor hun formulerede politikker i regi af Trans-Danmark. Det var i midten af 00-erne, hvor jeg selv kæmpede for at få Landsforeningen for bøsser og lesbiske til at medtage transområdet i sit mandat. Vi begyndte at skrive sammen og koordinere, og det var frugtbart, fordi vi har lidt den samme tilgang til verden.
Ved en eller anden reception rendte jeg rundt og hilste på folk, herunder en kvinde, som spurgte mig, om jeg da ikke vidste, hvem hun var. Det var Tina. Vi havde skrevet sammen i flere år, men jeg havde aldrig mødt hende.
Det lykkedes som bekendt at få T’et med i landsforeningen, og da Trans-Danmark gik på hæld, lykkedes det at få Tina ombord hos os. Foreningen arbejdede med politiske udvalg, og vi havde lavet et transpolitisk udvalg, som var et meget aktivt udvalg med mange gode aktivister gennem årene. Tina fungerede som sekretær for udvalget, som derfor har et grundigt dokumenteret arbejde.
Tina og jeg blev et fast makkerpar, og gennem vel femten år skrev vi sammen nærmest dagligt.
På Transpolitisk Udvalgs program stod formuleringen af landsforeningens transpolitiske program, lovarbejdet i forhold til Christiansborg og regeringen, og tilblivelsen af den nye vejledning om udredning og behandling af transkønnede. På alle områderne var Tinas indflydelse markant og afgørende.
Tina var et meget privat menneske, og påtog sig aldrig roller, hvor hun skulle stå offentligt frem. Men der er ikke den myndighed, vi ikke har frekventeret.
Tina var altid parat til at hjælpe folk, der blev udsat for diskrimination. Således vandt hun en sag, hvor en transkvinde var blevet diskrimineret i en B&O-forretning. Sagen endte med, at indehaveren fik en bøde.
Siden, efter Tina var kommet til Landsforeningen, blev vi involveret i en sag, hvor en transkvinde i jobprøvning var blevet diskrimineret. Vi valgte at få hendes fagforening, 3F, med, og de førte sagen. Men Tina var dybt involveret og gennemskrev skrifterne, så de blev formuleret knivskarpt i forhold til de spørgsmål, vi gerne ville have en domstolsprøvelse på. Resultatet blev en eksemplarisk dom, der fastslog, at transpersoner var beskyttet mod diskrimination på arbejdsmarkedet, og det uanset om det var diskrimination på grund af kønsidentitet eller på grund af kønsudtryk. Og det var jo altså før, kønsidentitet og kønsudtryk var specifikt omtalt i diskriminationslovgivningen.
På et tidspunkt forlod jeg selv Landsforeningen, og det lykkedes mig at overtale Tina til, at vi skulle fortsætte vores arbejde i andet regi, og vi grundlagde LGBT komiteen. Her fokuserede vi på det af vores arbejde, vi bedst kunne lide, lovarbejdet og myndighedsdialogen.
Tina og jeg var gjort af samme stof, og derfor fungerede vi så godt sammen. Vi havde tålmodigheden til at finpudse til vi var tilfredse. Vi talte om at ping-ponge. Typisk startede Tina med et dokument, der mestensdels var referencer til Folketingets hjemmeside, høringsportalen, retsinformation, osv. osv. uden megen prosa. Den ville jeg så tilsætte sammen med noget kontekst. Så ville Tina synes, der var nogle uklarheder, og så ville vi sende dokumentet måske ti gange frem og tilbage en aften eller to, for til sidst at erklære os enige og sende det til et eller andet embedsværk, hvor jeg tror vi har skabt en del grå hår med vores nedrigheder – som dog altid var saglige og lødige.
Tina og jeg har gået til et endeløst antal møder sammen, Da jeg bor lidt ude på Sjælland og Tina boede længere ude på Sjælland, kørte hun mig altid hjem. På de ture vendte vi verden, og havde lange diskussioner om de aktuelle udviklinger.
Og så kendte Tina enhver vej på Sjælland, fra motorvej til markvej, så vi tog ofte den sceniske rute. Uanset hvor undselig en vej der var tale om ude midt blandt markerne, kunne Tina spørge mig, om jeg ville den ene eller den anden vej, og forklare hvad jeg kunne se afhængig af valget. Og det var ikke fordi hun brugte GPS – Tinas biler havde aldrig GPS, og det var heller ikke nødvendigt.
Engang skulle vi til møde på Rigshospitalet, men punkterede på vejen. Det kunne ikke slå Tina ud. Frem med reservehjul og krydsnøgle. Jeg skulle skrue hjulet af, hvad jeg aldrig har prøvet før, og hvad der virkelig ikke ligger mig nært. “Du skal sparke til den” kommanderede Tina, og lige lidt hjalp det. Så hun måtte selv i gang i sin karakteristiske gammelrosa kjole, mens jeg måtte se til brødebetynget og utilstrækkelig i den sagte regn. Det hele tog ikke mere end fem minutter og vi kom næsten ikke for sent til mødet.
Nu er Tina ikke mere. Der bliver ikke flere køreture. Ikke flere drøftelser af, hvordan vi får knækket en nød, eller hvordan vi bedst får foden indenfor i en sag. Ikke mere ping-pong de sene aftentimer. Ikke flere fælles kampe for transrettigheder. Vi har mistet vores skarpeste profil og stærkeste bolværk, en mester i at skabe fremdrift mod formulerede mål. I kampen for transrettigheder i Danmark slutter nu kapitlet Tina Thranesen.
Kære veninde, jeg vil savne dig, men altid glædes over det vi havde og gjorde sammen. Æret være dit minde.
