Nu skal en arbejdsgruppe i Kulturministeriet i gang med at vælge, hvad der skal være dansk immateriel kulturarv. Jeg har foreslået det registrerede partnerskab, for det repræsenterer så mange af de bedste sider af Danmark: Det er undfanget af foreningsdanmark, gennemført af det arbejdende demokrati for at skabe mere lighed og mindretalsbeskyttelse. Det er i dag udbredt til store dele af verden, så der nu er langt over en milliard mennesker, der lever i jurisdiktioner med enten registreret partnerskab eller ægteskab for par af samme køn. Det startede i Danmark, fordi det kunne lade sig gøre i Danmark.
Hvad er mere dansk kultur, end at borgerne samler sig i foreninger for at udarbejde politikker og stille krav til de folkevalgte magthavere, som man hertillands kan have en reel dialog med? Og at disse folkevalgte lytter og når forskellige konklusioner, som de herefter krydser klinger på i Folketingssalen. På demokratiets vægtskål afgøres, om disse borgeres tanker skal løftes op til lov. Vægten justeres løbende, og vi er alle med til at bestemme kalibreringen.
Når jeg foreslår det registrerede partnerskab som dansk immateriel kulturarv, er det altså ikke alene for at synliggøre det danske samfunds forhold til par af samme køn, men lige så meget for at besynge eksistensen af de interaktive demokratiske processer, som ligger til grund for et Danmark i stadig udvikling.
Det var ikke let dengang, og det er ikke let i dag. Det har altid været op ad bakke, og så må man diskutere, tale sin sag, gå i brechen, tage tævene. Vi ved, man skal kæmpe for sin sag, men vi ved også, at en gang imellem kommer man et skridt videre. Det er noget, vi som samfund kan være stolte af, for det er på ingen måde trivielt. Vi er bevægelsernes land: Andelsbevægelsen, arbejderbevægelsen, rødstrømpebevægelsen. Og det er der altså en grund til.
Når jeg synes, at det registrerede partnerskab skal løftes op som kulturarv, er det ikke fordi jeg synes homobevægelsen – og siden LGBT-bevægelsen – står over de andre bevægelser. Det er derimod fordi det registrerede partnerskab var en så banebrydende og gennemgribende forandring, som vi som samfund gennemførte, ikke for de mange, men for de få. At vi besluttede, at det fåtal, der danner par med personer af deres eget køn, ikke skal udelukkes fra de privilegier, der tildeles ægtepar.
Vi skabte det registrerede partnerskab i 1989. I begyndelsen gik det langsomt. Først kom Norge, Sverige, Island og Grønland med på vognen, og i 1998 også Holland. I 2001 gik Holland skridtet videre og åbnede ægteskabet for par af samme køn. I 2006 fik Sydafrika det afrikanske kontinent med på billedet, og i 2009 blev Taiwan det første asiatiske land til at gennemføre ægteskab for par af samme køn. Sydamerika er rigtig godt dækket, og for ti år siden krydsede vi en milepæl. Over en milliard mennesker i hele verden levede under jurisdiktioner, der anerkender par af samme køn.
Det var ikke et tilfælde det startede her. Det gjorde det på grund af vores tradition for at samles om ideer og bruge demokratiske redskaber. Det var ikke en despot, der opgav sine privilegier, ikke en revolution, der smed det gamle på porten, ikke en omvæltning drevet af teknologiske forandringer. Det var ideer, der blev tænkt, fremført, forhandlet og gennemført. Dét er dansk kulturarv.
