Så lyt dog til børnene og de unge

Så er vi her igen. Vi står overfor at skabe forandringer, der vil skabe glæde og harmoni i menneskers tilværelse ved at give køb på nogle stærkt forankrede forestillinger om, hvordan vi skal indrette vores samfund. Lige nu diskuterer vi juridisk kønsskifte for børn og unge under 18 år. Tidligere diskuterede vi fx transpersoners adgang til sundhedsydelser, ægteskab for par af samme køn, adgang for par af samme køn til at blive prøvet som adoptanter, adgang til assisteret reproduktion for par bestående af to kvinder og par af samme køns adgang til at blive juridiske forældre til deres egne børn. Og det er sikkert som amen i kirken, at hver gang kommer der protester fra debattører, som pynter sig med referencer til faglitteratur, udmaler skrækscenarier for, hvor slemt det vil gå – ikke mindst for sagesløse børn – og som ved højlys dag søger at begå karaktermord på vi aktivister, der formaster os til at  forsøge at forandre det bestående.

Vi har været oppe imod væsentlige stemmer. Regnbuefamilierne blev i dén grad problematiseret af Det Etiske Råd. Det ér retfærdigvis rådets opgave at belyse alle synspunkter, men det skete så også. Et flertal af rådet anbefalede i et udkast til en udredning at kun en kvinde, der er gift med en mand eller i et ægteskabslignende forhold med en mand, skulle kunne modtage assisteret reproduktion (som man dengang kaldte kunstig befrugtning). Det lykkedes os ganske vist at få ændret flertallet til vores fordel, men politikerne valgte alligevel i 1997 at indføre et forbud mod behandling af lesbiske og enlige kvinder. Medlemmer af Etisk Råd, medlemmer af Folketinget og ikke mindst en i datiden kendt børnepsykolog gjorde aktiv front imod regnbuefamilierne. Deres indsats til trods blomstrede familierne, og verden blev beriget med flere og flere regnbuebørn. Vi var allerede dengang hovedrystende overfor kritikerne og deres forsøg på med rapporter og titler og advarsler at stoppe udviklingen. I dag ser de fleste med hovedrysten på forestillingen om, at regnbuefamilien er den sikre vej til sagesløse børns lidelser. Hvorfor er det gået sådan? Det er det først og fremmest fordi regnbuebørnene nu er så almindelige, at alle er stødt på dem. Det er Gorm fra Hamids klasse og Dea fra Lisettes børnehave. At tænke tanken, at et barn kan have to forældre af samme køn er triviel i dag, men det var den ikke for tyve år siden. På den måde er verden blevet et bedre sted at leve.

Og nu er vi så endelig i gang med at gøre livet bedre for en gruppe børn iblandt os, de transkønnede børn. Vi taler om at tillade børn og unge at få juridisk kønsskifte. Med andre ord, vi ønsker at ændre registreringen af barnets køn i en offentlig database, folkeregistret. Det vil have en altafgørende indflydelse på barnets livskvalitet at blive anerkendt i sit køn. Men igen kommer kritikere med varsler om samfundets – og ikke mindst de sagesløse børns – ulykke. Men nej, det er ikke nogen ulykke at blive skrevet ind i skolen i sit rigtige køn. Det er ingen ulykke at få et pas, der svarer til ens køn. Det er ikke nogen ulykke at ens cpr-nummer, der bruges her og der og allevegne, svarer overens med ens køn. Det er faktisk en stor lettelse og en stor tilfredsstillelse.

Jamen, siger kritikerne, hvad så med forvirrede teenagere, der tænker, at svaret på deres frustrationer er et kønsskifte? Vi har alle været teenagere og ved, hvor uforståelig og svær verden kan være, og vi er nok mange, der i den periode har truffet beslutninger, som vi sidenhen har fået et mere reflekteret syn på. Men hvem af os tænkte, at svaret på verdens ulykke var et kønsskifte? Det er ansvarsforflygtigende at sammenligne unge transpersoners situation med den almindelige pubertets kvaler. I dag tilbyder vi pubertetsudsættende behandling, så den unges kropslige udvikling i forkert retning bremses. Når den unge så er lidt ældre og kan tage stilling til eventuelle kirurgiske indgreb, så er skaden fra kroppens udvikling ikke så stor. 

Er der ikke bare tale om en nymodens dille, spørger kritikerne, en propaganda fra elitære kønsteoretikere?  Svaret er nej. Transkønnede har altid været her, vi har bare som samfund ikke evnet at favne gruppen. En stor dansk undersøgelse fra 2009 udført af CASA viste, at blandt de respondenter, der identificerede sig som transpersoner, og som kom fra alle aldersgrupper, havde to ud af tre aldrig talt med nogen om deres kønsidentitet. Den første gang de overfor omverdenen gav udtryk for deres transkønnethed var i et spørgeskema tilknyttet undersøgelsen! Det er den undertrykkelse, vi er ved at rette op på.

Når vi drøfter dette her, så er det fordi alarmisterne konsekvent blander forskellige dagsordenener sammen for at skabe skræmmebilleder af unge mennesker, der ødelægger deres eget liv i uforstand. Men fortællingen er en anden. Det handler om, at vi fra samfundets side råder bod på de fejl, vi har begået overfor børnene og de unge og i stedet skaber løsninger, der giver frihed og respekt for den enkelte. Lige nu diskuterer vi, om vi skal gøre det muligt at ændre registreringen i folkeregistret for børn og unge. Svaret er selvfølgelig et rungende ja. Hvorfor i alverden skulle vi lade være? Vores anbefaling er klar – lyt dog til børnene og de unge.

LGBT komiteen